Beskrivelse af CrossFitness

(CrossFit er et beskyttet navn, så vi kalder det CrossFitness)

CrossFitness-træning består af en række konstant varierende og funktionelle øvelser, der udføres ved høj intensitet. Øvelserne er hentet fra styrkeløft, olympisk vægtløftning, styrketræning, gymnastik og sprint/løb. Der bruges redskaber som kettlebells, vægtstænger, medicinbolde, reb og pull-up stativ. I mange øvelser indgår dog også egen kropsvægt.

Øvelserne

De fleste øvelser vil indeholde funktionelle bevægelser, dvs. bevægelser som kan relateres til hverdagen, fx. at løfte, bære, trække, skubbe, løbe og hoppe. De fleste øvelser er helkrops-øvelser, hvor alle store muskelgrupper er involveret i bevægelserne.

Af eksempler på øvelser kan bl.a. nævnes: squat, press, dødløft, sjipning, box jumps, løb, stød, frivend, push ups, pull ups, øvelser med kettlebells, medicinbolde og tov.

“I CrossFitness bestræber udøveren sig på at optimere sig selv inden for følgende elementer: styrke, udholdenhed, hastighed, balance, smidighed, behændighed, koordination og præcision.”

Ofte indgår mange af disse elementer i samme træningspas, som vil være alsidig, varieret og udfordrende. Du kan ligeledes udfordre dig selv og konkurrere med dig selv eller andre.

Hvordan træner vi? 

CrossFitness udføres ofte som cirkel/stationstræning, hvor øvelserne udføres inden for en given tid eller op til et vist antal repetitioner. En træningstime består dels af opvarmning, præsentation af dagens øvelser, styrketræning  – og dels af dagens CrossFitness workout, som typisk varer 10 – 25 minutter. Der vil fra instruktørens side blive lagt stor vægt på, at deltagerne udfører øvelserne med den rette teknik for at minimere skaderisikoen og for at optimere udbyttet af træningen. Alle øvelser kan tilpasses den enkeltes niveau.

Til CrossFinesst-træning skal du have almindeligt træningstøj og træningssko på, vær dog opmærksom på at du bliver godt svedig. Det kan være en god idé, at erhverve sig handsker. Husk vand!

CrossFitness-forkortelser og beskrivelser:

CF = CrossFitness

WOD = Workout Of the Day: Dagens træningsprogram

FGB = Fight Gone Bad: Eksempel på et format på en WOD. 17 min. træning med 3 runder á 5 min. varighed + 2 min. pause mellem hver runde. Hver runde består af 5 stationer med en øvelse på hver og 1 minuts træning på hver, hvorefter der roteres.

AMRAP = As Many Rounds As Possible

RX = En betegnelse for udførelse af en øvelse som den enkelte WOD foreskriver

PR = Personal Record: en betegnelse for ens personlige bedste i en bestemt øvelse, i en WOD eller i et bestemt løft

I Fin Form vil der inden længe være to CrossFitness hold: Mandag kl. 17.00-18.00 “CrossFitness øvet” og onsdag kl. 17.00-18.00 “CrossFitness basis” – Tjek holdplanen.