Kære Medlemmer
Så kom sommeren, for nogle måske også ferien, men for os alle kom der en dyne af varme og mindede os om, at også sommer i Danmark kan byde på svedige dage og nætter!
Det har på mange måder været nogle anderledes, hårde 18 måneder vi alle har været igennem. Jeg har for mit vedkommende aldrig oplevet en mere udfordrende tid i de 40 år jeg har været selvstændig. Der har været store bekymringer, men også store glæder som har kunne opveje de fleste bekymringer.
Begrebet mental sundhed har i denne tid været i fokus, og vi har forhåbentligt hver især, med de begrænsninger der har været, kunne gøre noget sundt og godt for os selv eller for nogle andre.
Da jeg blev 60 år, gjorde nogle andre noget godt for mig – jeg fik en rejse, men som tiden var, med lukkede grænser og restriktioner, måtte jeg gemme den og blot drømme om sydlige himmelstrøg. I år kunne jeg endelig gøre brug af min gave, det har været fantastisk. Mental sundhed findes i mange former, for mig har dette absolut været en tiltrængt ”vitamin-indsprøjtning”.
Sundhed er en sund og stærk krop, men det er også et sundt sind og ikke mindst sunde og berigende relationer. Så nyd vinen, ferien, gåturen, pølsen på grillen, latter og samvær med familie og gode venner (- men husk også at træne)
Har du brug for at træne andre steder end i Fin Form, måske andre steder i Danmark eller i udlandet, kan du jo gøre det gratis, via vore app og ”TrainAway” Er du i tvivl om hvordan du skal bruge vore tilbud, spørg os endelig, eller skriv en mail til en af vores 3 afd.
Ferietid for jer er også ferietid for alle de faste medarbejdere i Fin Form. I alle tre afdelinger vil der være ferieafløsere. Jeg håber I vil tage godt imod dem, de gør det bedste de kan!
Rigtig god ferie og rigtig god sommer til jer alle.
Kærlig hilsen
Leif